Lolenga Mock bokser revanchekamp i Viby

Supermellemvægteren skal bokse sin kamp nummer 60 på hjemmebane i Aarhus. Kampen bliver et revancheopgør mod argentinske Mateo Damian Veron om IBAs interkontinentale titel.

BOKSNING: Det var en gevaldig bet for 46-årige Lolenga Mocks karriere, da han i januar måned tabte til argentineren Mateo Damian Veron. Den danske supermellemvægter overvejde kortvarigt om han skulle stoppe, men efter et par dages overvejelser meldte han ud, at han som minimum ville bokse sin kamp nummer 60 som professionel.

En kamp, der bliver et revancheopgør mod Mateo Damian, hvor IBAs interkontinentale titel er på spil. De to boksere mødes i Viby Hallen lørdag 18. maj.

– Jeg er super lykkelig, stolt og ydmyg. Det er ikke mange professionelle boksere, der får mulighed for at fejre 60 kamps jubilæum. Det har været en krig hver eneste gang jeg er gået i ringen, fordi jeg i langt størstedelen af min karriere har været journeyman. Hvis jeg ville bevise noget, skulle jeg skabe resultater mod alle odds. Og da jeg startede min karriere, havde jeg ikke troet, at jeg ville stå med 60 kampe på højeste niveau. At det så ovenikøbet bliver på hjemmebane, det kunne simpelthen ikke være bedre, siger Lolenga Mock.

Han har tidligere fortalt, at optakten til januars nederlag langt fra var optimal. Derfor har det været vigtigt for Mock at vise omverdenen, at nederlaget kom som et resultat af nogle omstændigheder, han ikke selv var herre over.

At den kamp finder sted i Aarhus, er helt perfekt. Kampens arrangeres af indehaveren af The Colosseum i Aarhus, Mohammad F. Therani, der har sagt ja til at lave stævnet sammen med Lolenga Mocks promotor MTK Global.

– Jeg har kendt Mock, siden han kom til Danmark i 2003, og han startede med at træne hos mig. Han er en fighter, der altid har kæmpet alene uden support, og han er ikke altid blevet fair behandlet, men han er blevet ved med at kæmpe for sin drøm. Han har hjulpet så mange boksere med at blive europamester og verdensmester, og det havde kun været fair, hvis han selv havde fået chancen for en VM-kamp for mange år siden. Derfor vil jeg gerne støtte ham og være med til at give ham en fantastisk jubilæumsaften, så jeg håber, alle byens boksefans vil støtte op om ham, udtaler Mohammad F. Therani.

Trods nederlaget i januar er Lolenga Mock fortsat højt placeret på Boxrecs uofficielle rangliste. Her ligger han nummer 42 i sin vægtklasse.